Katsushika Hokusai (1760-1849)
Tenpo-bakkerne i Osaka, ca. 1830
Egentlig er Tenpo-bakkerne i Osaka blot forhøjninger i landskabet, hvis højeste punkt ligger kun fem meter over havets overflade. Bakkerne blev skabt i den første halvdel af 1800-tallet fra jord, der blev gravet op fra bunden af Ajigawa-floden for at gøre plads til, at de store skibe kunne komme ind til havnen i Osaka. I årene efter blev Tenpo-bakkerne et yndet udflugtsmål, præcis som i dette billede, hvor de er fyldt med blomstrende kirsebærtræer, der kaster deres rødlige skær ud over det frodige kystlandskab.
Dette smukke billede af Tenpo-bakkerne i Osaka er skabt i 1830’erne af den store mester Katsushika Hokusai (1760-1849) under den såkaldte edo-periode, hvor den japanske kultur oplevede en stor opblomstring. Ligesom hovedparten af den klassiske japanske kunst er billedet et træsnit, dvs. det er trykt på papir ved hjælp af sirligt udskårne træplader. For at gøre det var man nødt til at fremstille en trykplade for hver eneste farve. Ikke blot var det et stort arbejde; det krævede også en enorm teknisk snilde at skabe de detaljerede mønstre direkte i træet.
Alt dette kunne Hokusai, som var er en af de største japanske mestre fra det 19. århundrede. Hans naturmotiver er i dag nogle af de mest berømte værker fra den japanske kulturskat og har dannet skole for mange generationer af kunstnere.
’Tenpo-bakkerne i Osaka’ fås i størrelserne 30 x 40 cm og 50 x 70 cm.
Ligesom den kinesiske kunst bygger den japanske kunst på ældgamle traditioner, hvor særligt træsnittet og trykkunsten har spillet en afgørende rolle. Allerede fra det 12. århundrede kan man genkende den særlige japanske stil. Fra 1700-tallet og frem finder man hele værksteder af billedskærere, der samledes for at skabe de komplicerede trykplader af træ.
Vi skal dog helt frem til slutningen af 1800-tallet, før de japanske træsnit nåede til Europa, hvor de for første gang blev vist på de store Verdensudstillinger i Paris.
Og hvilket vidunder, der åbnede sig! I en tid, hvor den europæiske kunst var både pompøs, overhængt og ensrettet af akademierne, kom japanerne med et helt nyt og minimalistisk formsprog: Den simplificerede farvepalet, den enkle streg, det særlige fravær af skygger og ikke en mindst den vidunderlige, sanselige og drømmende æstetik, som kendetegner Solens Rige.
Intet under at publikum var henrykte, og intet under at de europæiske kunstnere fandt en berusende kilde til ny inspiration. Vi ser det hos Henri de Toulouse-Lautrec, hos Edgar Degas, hos Pablo Picasso og hos Vincent van Gogh – og vi ser det ikke mindst hos alle de store impressionister, der så tydeligt var bjergtaget af den japanske lethed og elegance.
Vi sender plakaten i et smukt, grønt paprør, hvor den er godt og sikkert beskyttet. Så snart plakaten er afsendt, modtager du automatisk en mail fra GLS, hvor du selv kan vælge, om du ønsker at modtage den derhjemme eller i en pakkeshop. Hvad du vælger, er helt op til dig, og vi betaler naturligvis fragten.
De viste priser er uden ramme. Vi sælger ikke rammer i vores webshop, da glasset desværre ofte går i stykker i posten. Du kan dog let finde en ramme i din lokale rammeforretning, møbelbutik eller byggemarked. Hvis du bor i nærheden af København, er du også meget velkommen i vores smukke butik, hvor vi har masser af flotte rammer. Adressen er Østergade 26 på Strøget lige over for Burberry og Magasin du Nord.